Brandbæger, almindelig

Senecio vulgaris

Enårig urt

    

Blomstring:	J	F	M	A	M	J	J	A	S	O	N	D

  

Højde: 5-40 cm

  

Jord: Ikke krævende

ETYMOLOGI

Navnet Brandbæger skyldes at spidsen af svøbbladene er sorte i spidsen, som om de var brændte.

Planten kaldes også Stolt Henriks Brandbæger.

Slægtsnavnet Senecio kommer af det latinske senex og betyder gammel mand. Her hentydes til det hvide fnok, der sidder på frøene, og som ligner en gammel mands hvide hår.

Artsnavnet vulgaris kommer fra det latinske vulgus og betyder almindelig.

Spidsen af bægerbladene har sorte spidser, som om de var brændt – deraf slægtsnavnet “brandbæger”.

BOTANISK BESKRIVELSE

Almindelig Brandbæger (Senecio vulgaris) er en lav, enårig urt med en løst forgrenet, opret vækst. Stænglerne er glatte eller spredt gråhårede og meget skrøbelige. Bladene sidder spredt, og de er lancetformede med bugtet-fliget eller fjersnitdelt rand. Oversiden er glat, mens undersiden er dækket af spindelvævsagtige, grå hår.

Blomstringen sker i marts-november, men kan også foregår i milde perioder af vinteren. De enkelte blomster er gule og rørformede, og de er samlet i små kurve. Kurvene er 3-5 mm. brede. Formen er cylindrisk og med indtil 20 i reglen sortspidsede indre kurvblade – og 8-10 ydre kurvblade, som er sortspidsede. I reglen er der ingen randkroner, men der kan være ganske korte randkroner og i sjældnere tilfælde veludviklede randkroner. Frugterne er nødder med håragtig fnok.

Rodnettet består af en dybtgående hovedrod med mange, trævlede siderødder.

Hele planten er stærkt giftig.

Bladene er lancetformede med bugtet-fliget eller fjersnitdelt rand.

FORVEKSLING

Kan forveksles med andre arter af brandbæger:

Skov-Brandbæger, som har korte tilbagerullede, lysegule randkroner, men med kurvblade som er lysegrønne. Skov-Brandbæger har kun 2-3 ydre kurvblade hvor Almindelig Brandbæger har 8-10 blade. Desuden har den en aromatisk, krydret lugt.

Eng-Brandbæger har ret smalfligede stængelblade og lange randkroner.

BIOTOP

Almindelig Brandbæger var oprindelig en pionerplante i Nord- og Mellemeuropa, men den er fulgt med dyrkede afgrøder og findes i dag naturaliseret i næsten alle tempererede og subtropiske egne. Overalt optræder den som ruderatplante og som et frygtet markukrudt.

Brandbæger er almindelig i hele landet.

Almindelig Brandbæger har fulgt den hvide mands kolonisering rundt i det meste af verden. Frøene fulgte med sædekorn og er på den måde blevet spredt. Spireevnen bevares gennem mange år og planten behøver stort set kun en teskefuld jord for at danne mængder af frø. Derfor kan den nemt etablere en bestand.

Oprindeligt er Brandbæger hjemmehørende i Nord- og Mellemeuropa, men den findes nu i de fleste tempererede og suptropiske områder.

BIOLOGI

Enårig urt med insektbestøvning, selvbestøvning og vindspredning.

Frøene spises af finker og spurve, som tilsyneladende ikke skades af giftene.

Frøene spredes med vinden.

HISTORIE

Tidligere blev planten betragtet som et universalmiddel mod “varme” lidelser. Det kunne være solskoldethed, feber, hedeture eller betændelse. Og den blev brugt som vandrivende middel, som afførringsmiddel og som brækmiddel. Brandbæger blev også indtaget som en ormekur og stoppet i næsen mod næseblod. Afkog blev brugt mod jernmangel ved kraftig menstruation. Endelig er der beskrevet kure mod epilepsi, hvor Almindelig Brandbæger indgår.

Planten er også brugt som håndlotion: Blade og stængler blev overhældt med kogende vand, hvorefter hænderne blev skrubbet med den varme blanding af vand og plantedele.

Siden 30'erne, hvor det blev kendt at planten indeholder leverskadende gifte, er den ikke blevet brugt som medicin.

MYTER OG FORTÆLLINGER

Der er en del myter knyttet til Almindelig Brandbæger. En fortæller, at hovedpine kan kureres ved at sniffe til nyopgravede knuste rødder – men for at virke, må roden ikke være gravet op med et metalredskab.

Andre fortæller at planten er god til at standse blødninger i de tilfælde hvor blødningen var forårsaget af et metalredskab.

GIFTVIRKNING

Pyrrolizidinalkaloider kan give uhelbredelige skader på leveren ved længere tids eksponering. Desuden er nogle af pyrrolizidinalkaloiderne carcinogene (kræftfremkaldende).

Giftene forsvinder ikke ved tørring og ensilering og kan derfor skade dyr der fodres med tørret hø med indhold af brandbæger. Får og geder har bakterier i tarmfloraen, som kan nedbryde akaloiderne, og de er derfor ikke så følsomme overfor brandbæger som heste og køer. Heste og køer undgår normalt at spise planten. Men de vil spise planten, når der ikke er alternativer som rigeligt med frisk græs, eller når brandbæger er iblandet det hø de fodres med. Ud over får og geder, kan kaniner og mange fugle tåle at spise planten.

VIRKSOMME STOFFER

Planten indeholder – ligesom de andre planter i slægten brandbæger – gifte af typen Pyrrolizidinalkaloider, bl.a. senecione, jacobin, jacomin og jacodin.

REDAKTØREN MENER…

I haven er Almindelig Brandbæger et fredsommeligt ukrudt – ofte så uanseelig at den bliver overset. Den er nem at fjerne ved håndlugning eller med et hakkejern.