Anisisop (indianermynte)
Såtid: | J | F | M | A | M | J | J | A | S | O | N | D |
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
Blomstring: | J | F | M | A | M | J | J | A | S | O | N | D |
Høst: | J | F | M | A | M | J | J | A | S | O | N | D |
Køb indianermynte her
Du kan købe indianermynte her:
ETYMOLOGI
Kaldes også for indianermynte.
BOTANISK BESKRIVELSE
Anisisop er en flerårig plante med lakridsduftende blade og nektarfyldte oprette violette blomsteraks. Hele planten dufter meget kraftig af lakrids og på varme sommerdage kan planten duftes på mange meters afstand.
BIOLOGI
Anisisop er en virkelig god allround nektarplante; honningbier, sommerfugle, humlebier og mange forskellige svirrefluearter er vilde med den. Ydermere er de små natsommerfugle også meget interesseret i den, de flyver til den i skumringen.
HISTORIE
Planten stammer fra de højtliggende sletter i Nordamerika og Anisisop blev anvendt af indianerne som et febernedsættende middel og mod hoste. Men også lidelser som forkølelse, diarre, forbrændinger og sår skulle den kunne bruges imod. Anisisop blev indført af Europæiske biavlere, der fremstillede en let duftende honning af blomsternes nektar.
DYRKNING
Anisisop er nem at frøformere. Frøene sås tyndt i potter indendøre i februar -marts – april. Prikles når planterne er til at håndtere. Udplantes på voksestedet i maj. Plant ikke for små planter ud – de spæde planter er meget udsatte for snegleangreb.
Anisisop kan også formeres som stiklinger. Friske skud plantes i potter, som puttes i hvide plastposer. Potte og pose skal stå lunt og i halvskygge indtil de har slået rod.
Det er en fordringsløs staude der blomstrer længe. Den har stive, oprette stængler. Så den behøver ikke at blive bundet op og kan endda fungere som støtte for andre stauder.
Anisisop dyrkes ofte som et-årig, da planten siges at have problemer med at overleve vinteren. Din editor har dog aldrig oplevet en vinter som har taget livet af anisisop.
Anisisop direkte mistrives hvis det står for fugtigt. Erfarne gartnere fortæller at planten let får meldug og den vil have vanskeligt ved at overleve vinteren, hvis den står for fugtigt.
Det er let at høste frø fra anisisop, og de er nemme at bringe til spiring. Du høster frøene ved at klippe stænglerne med de modne aks ved roden. Sæt dem tørt et par dage med aksene nedad i en ren spand. Når de er tilpas modnede og tørre bankes aksene mod spandens sider. Du vil nu have i tusindvis af frø i bunden af spanden.
Hvis ikke du fjerner de visnede blomsterstilke, vil anisisop nemt blive til et besværligt frøformeret ukrudt.
ANVENDELSE
Blade fra skudspidserne er den bedste og mest aromatiske del af planten, og de plukkes inden planten har sat blomster.
Man kan lave en fremragende te af planten, både af de friske blade og de tørrede blomster. Børn elsker at spise bladene der smager af lakrids. Ligeledes er det en god snapseplante, hvis man kan lide lakrids/myntesmag.
Anisisop er en udmærket skæreplante, der tager sig godt ud i blandede buketter.
OPSKRIFTER
Anisisopsnaps: Man anvender kun bladene fra Anisisop. Lad dem trække 2-5 dage på en smagsneutral snaps eller vodka, afhængigt af hvor stærkt du vil have koncentratet. Filtrer gennem kaffefilter. Kan drikkes straks, enten ufortyndet som en bitter, eller fortyndet med yderligere vodka som en fortrinlig snaps. Snapsen, der er græsgrøn (som græs visner den og bliver lys-gul-brun), har en meget behagelig, afdæmpet, smag af lakrids.
4 Comments
Kan man tage fejl af denne urte fra en anden? Har den en løg lignende rod? Syntes jeg har set den idag 08-04-2015 uden blomster, tænkte på at tage lidt af toppens blade for prøve at lave lidt te
Daniel
Hej Daniel,
Planten lugter kraftigt af lakrids – et godt supplerende kendetegn.
Brug dog ikke insamlet plantemateriale til te eller anden brug med mindre du er 100% sikker i bestemmelsen af planten.
Din Redaktør.
abj
Bladene smager sindsygt godt!
Thomas
Hej
Vi har netop købt hus med dejlig have, der er plantet lidt af hvert og jeg er i tvivl om vi har denne anisisop eller om det er den koreanske mynte plante, agastache rugosa, der ligner meget også med aflange lilla blomst og duede blade, dog dufter bladen lidt mere af mynte mener jeg end lakrids. Hvordan kan jeg ellers se forskel?
Med venlig hilsen
M.a.