Bulmeurt

Bulmeurt – Hyoscyamus niger

To-årig

    

Såtid:	J	F	M	A	M	J	J	A	S	O	N	D
Blomstring:	J	F	M	A	M	J	J	A	S	O	N	D

  

Højde: Op til 1 meter

  

Jord: Muld

  

Spiretid: 1-15 måneder

  

Spiretemperatur: 10-15°

BOTANISK BESKRIVELSE

Almindelig Bulmeurt (Hyoscyamus niger) hører til natskyggefamilien. Den er en en- eller toårig, urteagtig plante med en opret, busket vækst. Stænglen er kraftig, bugtet og tæt beklædt med klæbrige hår. Bladene er spredtstillede og ægformede med en grovtandet til let fliget rand. Begge bladsider er græsgrønne og dækket af klæbrige hår. Blomstringen sker i juni-september, hvor man finder blomsterne samlet i en endestillet svikkel. De enkelte blomster er 5-tallige og krukkeformede, men svagt uregelmæssige, da kun den ene side har dybt indskårne kronblade. Kronen er lyst gulligt-brun med et netagtigt,mønster af violette årer. Frugterne er kapsler med låg, som indeholder mange frø og er omgivet af det blivende bæger.

Rodenettet består af en dybtgående pælerod og et stort antal, lange siderødder. Hele planten, men især frøene, er stærkt giftig.

BIOTOP

Arten er udbredt i Nordafrika, Mellemøsten, Kaukasus, Centralasien, Sibirien, Kina, Himalaya og det sydlige og centrale Europa. I Danmark – som også andre steder – findes den mest på ruderater og andre tidligere dyrkningssteder (kloster- og borgruiner), men også spredt derfra til vejkanter og tørre skråninger. Den foretrækker lysåbne og halvtørre voksesteder med et højt indhold af næringsstoffer.

HISTORIE

Almindelig Bulmeurt blev historisk brugt i kombination med andre planter, så som Alrune, Galnebær og Pigæble, til bedøvelse og på grund af dens psykoaktive egenskaber i forskellige slags magisk bryg. Man brugte den oprindeligt på det Europæiske Fastland og i Asien, men siden spredte det sig til England i middelalderen.

De gamle grækeres brug af Bulmeurt blev dokumenteret af Plinius. Man formoder at det var frøene af denne plante, registreret som Herba Apollinaris, der blev anbragt i glødeilden under Apollons præstinder, når de skulle afgive spådomme ved Oraklet i Delfi.

Bulmeurt kan være giftig selv i små doser. Dens engelske navn Henbane stammer fra det angelsaksiske hennbana = “dræberen af høns” fordi planten, ifølge nogle, ofte blev brugt af hønsetyve. De brændte frøene fra planten i et hønsehus, hvilket resulterede i, at hønsene blev bedøvet af røgen og kunne stjæles med lethed.

GIFTVIRKNING

Forgiftning viser sig ved tørhed i munden, tørst, udvidede pupiller, rødme, feber, hallucinationer, trang til ro og søvn. Der findes modgift.

Hvis mennesker indtager Almindelig Bulmeurt, er de typiske virkninger hallucinationer, udvidede pupiller, hvileløshed samt sviende og tør hud. I alvorlige tilfælde ses mindre almindelige symptomer: Rødmen, tørre slimhinder, uro, døsighed eller hallucinationer, forvirring, udvidede pupiller, urolig hjerterytme, bevidstløshed, koma og død. Dødelig dosis ligger for scopolamin på 50 mg, men allerede mindre doser kan fremkalde lammelse af åndedrættet og derigennem også død. Til trods for den kraftige giftvirkning på fugle og pattedyr bruger nogle sommerfuglearters larver den som føde.

VIRKSOMME STOFFER

Saften indeholder atropin og Hoscyamin, det sidste især i roden og i frøene.

Hyoscyamin, scopolamin, og andre alkaloider af tropangruppen er blevet fundet i plantens blade, rødder og frø. Indholdet af tropane alkaloider er størst i frøene.

DYRKNING

Frøene spirer uregelmæssigt. Så i potter så tidligt som muligt – gerne i januar-, og placer potterne udendørs, så de udsættes de naturlige temperatursvingninger. Frøene vil da spire samme år eller året efter.

ANVENDELSE

Oldtidens gallere brugte saften som pilegift, og planten har været brugt i medicinen siden forhistorisk tid p. gr. af de smerte- og krampestillende virkninger. Stærke udtræk blev brugt ti giftmord, trylledrikke og som ingrediens i heksenes “flyvesalve”.

Bulmeurt eller Hyoscyamus var også kendt som bedøvelsesmiddel i de første arabiske hospitaler.