Fjeldkvan

Angelica archangelica ssp. Archangelica

To-årig hårdfør urt

    

Såtid:	J	F	M	A	M	J	J	A	S	O	N	D
Blomstring:	J	F	M	A	M	J	J	A	S	O	N	D
Høst:	J	F	M	A	M	J	J	A	S	O	N	D

  

Højde: 80-125 cm

  

Jord: Fugtig muld

  

Spiretid: 10-20 dage

  

Spiretemperatur: 15-20°

Stratificering

Køb produkter med fjeldkvan her

Nedenfor kan du købe forskellige produkter, der indeholder fjeldkvan:

ETYMOLOGI

Archangelica kommer fra de græske ord “arkhangelos” som betyder ærkeengel. Myten fortæller at det var ærkeenglen Michael, der fortalte en munk om kvanens medicinske virkninger mod pest.

Kvan indgår i flere danske stednavne, f.eks. Kvanløse og den formodet degenererede form Vanløse.

På engelsk er kvan kendt under navne som Garden Angelica, Holy Ghost, Wild Celery og Norwegian angelica. På latinsk ses også Archangelica officinalis, som er synonymt med Angelica archangelica.

BOTANISK BESKRIVELSE

Fjeldkvan er en to- til flerårig, urteagtig plante med en kraftig, opret vækst. Stænglerne er hårløse, rillede og hule. Store blade med oppustede bladskeder. Bladene sidder spredt, og de er 2-3 dobbelt fjersnitdelte med ægformede småblade. Bladstilkene er runde i tværsnit. Bladranden er groft takket, af og til trefliget, og under- og oversiderne er lysegrønne. Blomstringen sker i juni-juli, hvor man ser blomsterne sidde samlet i endestillede, halvkugleformede storskærme. De består af småskærme, som ligeledes er halvrunde. De enkelte blomster er grønne og regelmæssige. Frugterne deles ved modenhed i to fladtrykte og lyst grågule delfrugter.

FORVEKSLING

Kvan kan minde om flere andre planter fra skærmblomstfamilien, bl.a. gifttyde, som er den mest giftige af vore vilde planter. Derfor bør du være meget forsigtig med at indsamle kvan i naturen.

Normalt regner man med to underarter af kvan:
Strandkvan (Angelica archangelica ssp. litoralis) og fjeldkvan (Angelica archangelica ssp. archangelica). I Danmark er det kun strandkvan, der findes vildtvoksende. Derimod er det fjeldkvan, der dyrkes i haverne. Fjeldkvan er mildere i smagen end den ret bitre strandkvan. I områder hvor begge underarter er repræsenteret, optræder der også overgangsformer. I en stor botanisk undersøgelse af Smålands flora, mener forfatterne således ikke at det giver mening at skelne mellem strand- og fjeldkvan på flere af de undersøgte lokaliteter.

Strandkvan og fjeldkvan kan kendes fra hinanden på, at sidstnævnte har småsvøbblade af længde med blomsterstilken, hvor de hos strandkvan kun er ca. halvt så lange som blomsterstilken. Strandkvan smager i reglen ret bittert, hvor fjeldkvan har en mere behagelig aromatisk smag. Endelig har skærmenes stilke hos fjeldkvan en let behåring hvor strankvanens stilke er glatte.

I litteraturen, er der megen uenighed angående forskellene på strand- og fjeldkvan. Nogle mener at det kun er fjeldkvan kan bruges medicinsk, medens andre mener at de to underarter har samme medicinske virkning. Kulenarisk vil de fleste nok foretrække de varianter af kvan der betegnes som fjeldkvan, da den vilde strandkvan kan være ret besk.

BIOTOP

Fjeldkvan vokser vildt i de nordiske fjeldområder, på Fæøerne, Island og i Grønland, hvor den vokser langs bække, årer og ved kildevæld, gerne i en fugtig stenet jord. Dyrket trives den bedst på dybtmuldet fugtig jord, men den vil vokse i de fleste fugtige jordtyper.

BIOLOGI

Fjeld-kvan bestøves af insekter – især svirrefluer og bier er glade for planten.

HISTORIE

Kvan har en interessant historie – det er den måske eneste medicinurt, hvor brugen har bredt sig fra nord mod syd. De fleste andre lægeurter er typisk indført sydfra af munkene.

Fra det 10. århundre og frem blev kvan dyrket som grøntsag og som medicinurt.

I samekulturen blev kvanen tillige brugt til en slags fløjte med klarinetagtig klang.

GIFTVIRKNING

Kvansaft indholder stoffer der kan give udslet på huden under påvirkning af solens stråler.

VIRKSOMME STOFFER

Planten indeholder terpener, kumarin, angelicin, tannin, β-terebangelen (det stof, som giver Kvan dens karakteristiske lugt, og som har sumformlen C10H16) og de organiske syrer metyletyleddikesyre og hydroxymyristinsyre.

VIDENSKABELIGE UNDERSØGELSER

Næsten al litteratur om kvan og den brug fortæller at kvanen er blevet spist som c-vitamin tilskud af vikinger, eskimoer, inuitter og samer.

Men nyere undersøgelser viser at der ikke er c-vitamin i de tørrede dele af planten. I en svensk undersøgelse fandt man ingen c-vitamin i roden og kun 2,1 mg pr. 100 gram stilke. En undersøgelse af Grønlandske  planter  var der så lidt som 10 mg c-vitamin pr. 100 g i stilkene. Bladene havde det højeste indhold af c-vitamin, nemlig 50 mg/100 g.

Men de cirkumpolare folk spiste primært stilkene – der er stort set ingen beretninger om brug af bladene. Derfor er det tvivlsomt, at denne myte er sand. Nok har kvanen været et værdifuldt næringstilskud, men indtagelse af tørrede rødder og friske stængler har næppe kunne levere den daglige anbefalede mængde c-vitamin på 75-100 mg pr dag.

DYRKNING

Fjeldkvan sås indendøre i potter sidst på vinteren til sidst på foråret. Dæk frøene med et tyndt lag grus eller perlite. Hvis ikke frøene spirer i løbet af en måned, sættes potterne i køleskabet i en måned.

Alternativt kan frøene sås i krukker eller på friland i efteråret. Når planterne er etablerede i haven, formeres den nemmest ved at  så frøene straks de er modne – gerne direkte hvor den skal vokse året efter. Kvan trives bedst på dybdebehandlet og fugtig jord.

Kvan er en flot plante i staudebedet eller urtehaven.

ANVENDELSE

Kvan blev spist som ferskt tilbehør til fisk, kød eller som selvstændig grøntsag. Den indgik i samernes berømte gompa eller juompo, en blanding af mælkesyrekonserverede urter. På Grønland blev den syltet ned med sælspæk i skindposer.

Kvanen blev dyrket i mange klosterhaven.

På Færøerne var det traditionelle morgenmåltid fra midsommer kvanstilke med tykmælk eller med fløde og sukker.

Op gennem middelalderen og senere blev den en vigtig eksportvare til Sydeuropa, hvor den bl.a. indgik – og indgår – i charteuselikør.

Fjeldkvan dyrkes til spiritusindustrien og konfektureindustrien i Mellemeuropa.

Kvan bruges til fremstilling af marmelader, kvanbolscher, drikkevarer og småkager med kvanfrø.

Medicinsk blev de overjordiske dele anvendt mod fordøjelsesvanskeligheder og som slimløsnende middel. Roden blev brugt  mod forstoppelse, hæmorrider, gulsot, samt febersygdomme, tyfus, og lungebetændelse.

Kvan blev brugt af nogle læger brugt så sent som i 1918-19 mod den spanske syge.

I middelalderen blev planten anvendt som det måske vigtigste middel mod pest. Roden blev anset for særlig virksom.

I dag anvendes kvan i nogle kosttilskud. Den findes bl.a. i kosttilskuddet Vita Biosa, som har et højt indhold af mælkesyrebakterier. Dens høje indhold af mælkesyrebakterier, stammer fra urterne, som fermenteres under fremstillingen af Vita Biosa.

OPSKRIFTER

Alle dele af planten kan bruges til at fremstille kvanssnaps, men den bedste snaps får du om foråret. Pluk nogle helt unge skud og overhæld dem med Brøndum snaps eller vodka, og lad det trække fra nogle timer til et par døgn. Undlad at tilberede mere end der kan forbruges på et par dage, da snapsen hurtigt mister den friske grønne farve.

En mere robust snaps fås ved at bruge roden og / eller stængelmateriale, som får lov at trække i alkoholen 14 dage. Snapsen filtreres inden den serveres.

Stænglerne kan skrælles som man skræller asparges, og spises rå, blancherede, ristede eller kandiserede.

Friske skud kan bruges i salater.

Du kan købe forskellige produkter, der indeholder fjeldkvan her: